Jiu-jitsuens Historie

De første kendte oplysninger man har om forsvar uden våben, stammer fra billedfliser i Beni Hassans gravmæle, der ligger ved Nilen.


Disse fliser er daterede til omkring 4000 år f.kr. De næste oplysninger stammer fra Antikken, eller nærmere bestemt Grækenland, hvor en digter fra omkring, 400 år f.kr. omtaler såkaldt "kamp mod en imaginær angriber", altså en tidlig form for skyggeboksning.


Andre kampøvelser, såsom militærdanse havde det formål at træne soldatens kontrol over sin krop. Kineserne kendte også til forskellige selvforsvarsmetoder uden nogen brug af våben idet de havde udviklet en form for boksning, der var opbygget af to grundelementer: viden om de våben det mennskelige legeme bestod af og viden om de sårbare steder på kroppen.


Der er historier om gamle læremestre der kunne dræbe en mand, bare ved let påvirkning af nervepunkter, eller påvirke en nerve således, at manden døde efter en måned eller op til flere år efter angrebet, var blevet sat ind. Men først omkring år 1000 e.kr. hører vi om denne ægyptisk- græsk- indisk- kinesiske kombination af våbenløst forsvar i Japan.


Dog havde man i Japan udviklet sin egen kampform, hvor man ikke anvendte våben, nemlig den helt oprindelige form af Sumo. Men denne og andre kampformer var i det feudale Japan kun kendt af en mindretalsgruppe, i forhold til de andre lande, hvor alle befolknignsgrupper havde muligheden for at lære kampmetoderne. ud over Sumo, eksisterede der i Japan en speciel sværdadel, kaldet samurai, der næsten havde eneret på at bære disse fantastiske våben.

 

De var en slags mellemting mellem politi og soldater og samuraierne havde opbygget et meget omfattende kampsystem, de kaldte Bugei.


Bugei bestod af over 50 forskelllige kampformer, der kaldes jitsu, bl.a.:


Kyu-jitsu = bueskydningsteknik;

Lai-jitsu = sværdkampsteknik;

Suei-jitsu = gik ud på at kæmpe i vand iklædt rustning;

og så naturligvis Jiu-jitsu, der havde en fastere målsætning og form = at uskadeliggøre en modstander med mindst mulig styrke og mindst mulig brug af våben. Jiu-jitsu er ofte blevet oversat til "Den Blide Kunst" eller "Den Bløde Metode". Jitsu betyder metode, teknik, eller form, mens ordet jiu er kinesisk og betyder "en anvendelig fleksibilitet eller eftergørenhed".


Samuraierne udbyggede jiu-jitsuen og omkring 1500-tallet opstod der en form for skoler, kaldet Ryu, der dog var indadvendte, idet de alene havde til formål at udvikle jiu-jitsuen til fordel for sværdadlen.


Omkring 1850 havde Japan ikke deltaget i nogen større krig i næsten 300 år og samtidigt kom der nye krigsformer med skydevåben, der betød at to modstandere meget sjældent mødtes mand-mod-mand. Alt dette betød at samuraiernes betydning og anseelse dalede ganske langsomt, for endeligt i 1876 helt at blive frataget deres beskyttede position i det japanske samfund.

Fortsætter Side 2